Undervejs i min rejse blandt skyggetålende planter snublede jeg over Hepatica slægten, som vi kender fra vores egen hjemlige blå anemone - Hepatica nobilis. I virkeligheden er det noget rod, at vi kalder den blå anemone. Dels er blomsterne ikke altid blå og dels er anemoner botanisk set noget helt andet. Men sådan er der så meget...
De lærde diskuterer stadig hvordan hepaticaslægten skal klassificeres - og om de asiatiske og nordamerikanske hepaticaer skal henføres til hepatica nobilis. Med mindre man er i gang med at udvikle sig til nørd, findes der almindeligvis 2 forskellige i danske haver: hepatica nobilis (blå anemone) og hepatica transsilvanica (ungarsk anemone). De ligner hinanden en del, men h. transsilvanica er normalt større i både løv og blomst og de 3 delte blade har yderligere indskæringer i bladkanten og virker dermed mere krusede.
De 2 arter har forskelligt kromosomtal, men der findes alligevel et antal navngivne krydsninger. Disse hybrider er sterile.
Nu må jeg nok erkende, at jeg ER ved at udvikle mig lidt til en nørd, så sterile planter er ikke lige min kop te. Jeg vil jo gerne have planter, som sætter frø! Så kan jeg nemlig selv lege bi og bestøve udvalgte planter og håbe på, at afkommet bliver spændende og gemmeværdigt.
Det kræver god tålmodighed, og i virkeligheden skulle jeg nok have startet dette projekt for mange år siden, da jeg var yngre. Det tager 2-4 år fra såning, før en plante blomstrer første gang. De dominante arveanlæg vil som regel slå igennem i 1 generation (F1). Derfor skal denne generation krydses med sig selv og i næste generation (F2) dukker der så flere varianter op. Måske... Der skal ikke mange fejlslagne forædlingsforsøg til, før jeg når pensionsalderen ;-)
Men tiden går jo alligevel...
